tirsdag den 11. oktober 2016

I BRING GIFTS!

I løbet af den første uge på mit nye arbejde blev jeg gjort opmærksom på traditionen omkring indkitning. Traditionen stammer fra arbejdslivet til søs, hvor der ofte var udskiftning i mandskabet. Når en ny kollega startede på skibet, skulle han sørge for indkitning, der oftest bestod af en ordentlig flok bajere. Da min arbejdsplads er en søfartsuddannelse, eller det er der faktisk delte meninger om, men traditionelt set er det, var det selvfølgelig på sin plads at jeg bragte indkitning, for at blive en socialt accepteret del af kollegastaben. Da øl mandag formiddag ikke er velanset på en arbejdsplads, bestod indkitningen for mit vedkommende af kanelstang. Tonsvis af kanelstang! Og det faldt i god jord.

Sømandsverdenen er ikke det eneste sted, hvor man bruger gaver til at skabe og vedligeholde relationer. Det er et gammelt fænomen, som bruges inden for utallige traditioner. Det er faktisk et af de fænomener antropologer har haft i deres søgelys meeeget længe. Hvis vi skal blive indenfor en dansk kontekst kan vi bare se på julegavegivningen, der efterhånden er blevet et større, strategisk spil. Man forsøger at regne ud hvor stor/lille en gave den anden person giver, så den gave man selv giver retur er socialt acceptabel. Det vigtigste princip i gavegivning er nemlig reciprocitetsprincippet. Marcel Mauss (Sociologen, der skrev "The Gift") knew it and we know it!




Gaver bruges overalt i verdenen til at sørge for fred og skabe venskabsbånd. Tænk over gestusser og gaver som relationsopbyggende. Firmagaver. Værtindegaver. Julegaver. Det er alt sammen med til enten at etablere eller vedligeholde en relation. Nogle gange selvfølgelig mere vellykket end andre. For gavegivningen kan også give bagslag. Jeg elsker afsnittet i Parks and Recreation hvor to venskabsbyer udveksler gaver. Den amerikanske by giver en sæk fuld af gummisutter, der ikke falder i god jord hos deres venskabsby, der har givet en fornem pistol i venskabsgave. Så det er ikke helt lige meget hvilken gave man giver. Igen, skal man tænke reciprocitet ind i gavegivningen. 

Nyd alle de gaver I både kommer til at give og modtage det næste stykke tid. Snart starter, hvad der efterhånden, her i Danmark, er kendt som julegaveræset. Måske er det tiden at tænke på hvad gaver i virkeligheden handler om, nemlig relationer :-)

onsdag den 24. august 2016

At undersøge kultur og (arbejds)identitet

Bloggen her handler blandt andet om kulturanalyse. Men hvordan undersøger man egentlig kultur, når individer hverken er statiske eller mekaniske, men er i konstant bevægelse og agerer spontant og reflekterende? Individer reagerer og agerer ikke ens, men derfor kan der alligevel være tale om fælles forståelser og værdier, dvs. noget kulturelt specifikt.

Jeg vil sige at individer udlever og fortolker de fælles værdier, og når vi ser på HVORDAN individerne udlever og fortolker disse værdier, kan vi se om noget går igen. På den måde kan vi gå fra det individuelle til det fælles. Det er dét jeg gør i mit arbejde, når jeg taler med forskellige maskinmestre.

Jeg tager udgangspunkt i deres personlige oplevelser - det der er specifikt for deres arbejdsgange. Når jeg så sammenligner hvad de forskellige siger og gør, kan jeg se på hvad, der går igen og hvad der adskiller sig. På den måde er det muligt for mig at undersøge, hvorvidt der er noget kulturelt specifikt for maskinmestre.

Selvom det er en spredt faggruppe kan jeg se at JA, der er faktisk noget, der går igen i problemløsningen og håndteringen af arbejdsopgaver, og det er altså hos maskinmestre i vidt forskellige brancher. Jeg har fokus på professionel identitet, det vil sige den længerevarende transformation af en profession, der (måske eller måske ikke?) fører til en ændring i fagets selvforståelse, der selvfølgelig påvirker dem, der arbejder i det.




Dannelsen af en kollektiv professionsidentitet kan ske ved fælles deltagelse, altså ved at have fysisk med hinanden at gøre. Men hvad hvis maskinmestre på forskellige arbejdspladser aldrig mødes og videnudveksler? Hvordan kan der så opstå en fælles professionsidentitet?




Måske opstår identiteten på uddannelserne, måske opstår den gennem kulturel læring på arbejdspladser, hvor ældre maskinmestre er med til at videregive kulturen ved at vise og fortælle, hvad en maskinmester gør. Dette er et interessant område, der sagtens kan overføres til andre erhvervsgrupper. Det er dét faglige felt jeg professionelt er engageret i for øjeblikket og flere og flere spændende vinkler og problemstillinger bliver klart for mig, jo dybere jeg dykker ned.


Til videre læsning og fordybelse:

John Aggergaard Larsen: "Identiteten - dialog i forandring" i Kirsten Hastrups "Ind i verden", 2012

Tine Rask Eriksen: "Professionsidentitet i forandring - Komparativ perspektivering", Akademisk Forlag, 2005



fredag den 19. august 2016

Er det din kæreste, der passer dit barn?

Inspirationen til dette blogindlæg kom af en samtale med en veninde. Hen over sommeren har hun haft arbejde, hvor hun har været væk hjemmefra en uge i træk. Det er der jo ikke i sig selv noget mærkeligt i.


Der er bare det ved det at hun er mor. Hvis man spørger hendes omgivelser, er det underligt at hendes kæreste bliver hjemme med barnet og selv er væk for at arbejde. "Jamen er det så din kæreste, der passer dit barn?", var en reaktion hun mødte flere gange.

Det skal siges at kæresten er barnets far. Det vil sige at det genetisk og på papiret er lige meget hendes og kærestens barn. Alligevel oplever hun at omverdenen har andre forventninger til hendes rolle og relation til deres fælles 1-årige, end de har til faren. Det forventes at hun som mor er tættere knyttet til barnet end faren er det. At hun er mere omsorgsfuld og følelsesladet. Egenskaber, der ofte knyttes sammen med kvinden. Men er ALLE kvinder sådan? Ikke nødvendigvis.

Jeg har længe haft lyst til at skrive noget om moderskab. Jeg er ikke selv mor. Dog synes jeg det er interessant, hvordan jeg i min hverdag ofte ser og hører reaktioner på og holdninger til moderskab.

Det mest slående er, hvordan andre forholder sig til gravide kvinder. Den gravide kvindekrop er allemandseje. Det eneste tidspunkt, det er socialt acceptabelt at røre ved et andet menneskes mave, selvom du ikke kender vedkommende godt, er når pågældende er en gravid kvinde. Ikke mange bliver udsat for lige dele omsorg og social kontrol som gravide kvinder.

Det er socialt acceptabelt at kommentere på hvordan en gravid kvinde lever sit liv. Bevæger hun sig for meget? Løfter hun tunge ting? Drikker hun alkohol? Eller værst af alt - RYGER hun??! Dette er en opmærksomhed, som ikke bliver vist til mange andre af komplet fremmede.


Jeg vil lige vende tilbage til de sociale roller i forhold til forældre og arbejde. På mange måder minder forventningen om at kvinder førler trang til (eller har pligt til) at passe hjem og tage sig af børn, om stenalderens jæger/samler samfund. Her gik mændene på jagt, i mens kvinder samlede afgrøder i naturen og tog sig af de børn, der var afhængig af en voksen.

Men det ligger også i vores sprog og forskellige diskurser. Moderskabsbegrebet forbindes af mange med hjemlighed og varme, bløde værdier. En mor er én, der holder styr på hjemmet og sørger for at børnene har en tryg base. Eller er det nu også dét? Gør moderskabet automatisk én til en person, der gerne vil være derhjemme og passe hjem og børn?

Ikke nødvendigvis. Kvinder er forskellige og ikke alle kvinder passer til denne specifikke kvinderolle. Hvem siger at mænd ikke er omsorgsfulde og hjemlige? Det er der jo faktisk rigtig mange mænd, der er. Jeg synes det er interessant, når disse roller debatteres og udleves på forskellig vis.

Fortæl mig meget gerne i en kommentar, hvad du mener om moderskab og mor-roller/farroller.

Jeg har sat nogle tekster på, der har været min inspiration, men i virkeligheden er Goffman også central i hele rolledebatten, ligesom Foucault har meget relevant at sige om status, der kan bruges i denne sammenhæng.


Kilder til inspiration:

Robyn Ryle: Questioning Gender - A Sociological Exploration, 2015

Maria Cattell og Marjorie Schweizer: Women in Anthropology, 2006

Ernesto Laclau og Chantal Mouffe: Beyond the positivity of the social: "Antagonisms and Hegemony" i Hegemony and Social Strategy, London: Verso 2001 [original version: 1995]

fredag den 5. august 2016

"Make America Great Again" - Om Trumps nationalistiske retorik

Jeg har udfordret mig selv, ved at lade én af mine følgere vælge emnet for dette blogindlæg. Emnet faldt på det amerikanske præsidentvalg. Det jeg især finder interessant ved dette emne, er Donald Trumps succes. Han ser ud til at vinde frem på nationalistisk retorik og fremmedhad.

Jeg synes spørgsmålet om, hvorfor nationalistiske tendenser opstår, er interessant. Mit fokus i dette blogindlæg vil være at forklare nationalisme som et socialt fænomen, der er koblet sammen med en fantasi om nationen. Dette vil jeg gøre, inspireret af Donald Trumps succes. 


En virkelig interessant tilgang til denne problemstilling er den stedteoretiske tilgang, hvor man undersøger sammenhænge mellem sted og betydning. F.eks. afhænger hvad der opfattes som urent af dets placering. Hvis noget er på det forkerte sted, kan det genere os udelukkende fordi det er der, hvor vi mener det ikke bør være. 


Mange nationalister lægger i deres retorik vægt på stedets betydning. "Det er vores land", hvor landet som et fysisk sted betones. Det er det samme, der er på spil, når Donald Trump taler om at bygge en mur mod Mexico. Muren bliver det, der rent fysisk adskiller to steder fra hinanden, så de ikke blandes. 


Stedteoretikeren Tim Cresswell har talt om hvordan man kan opfatte det "fremmede", som noget, der kommer og ødelægger ordenen eller renheden. Det er det samme, der er på spil i Trumps retorik, hvor han med sloganet "Make America Great Again" siger at, der er noget, der ødelægger USA. I Trumps retorik er det det fremmede, der ødelægger USA, hvorfor det skal holdes ude. Stedteori kan på den måde hjælpe os med at forklare, og måske endda prøve at forstå, nationalisters tankegang og bevæggrund. 



Der er også andre spændende teoretiske vinkler, som f.eks. sociologen Slavoj Zizeks fortolkning af psykoanalysen, der kan hjælpe med at analysere nationalisme. Her ses nydelse som noget, der er potentielt truet af andre. Frygten for at få stjålet sin nydelse kan her forklare nationalisme som socialt fænomen, hvor det fremmede udlægges som en trussel for nationen. Det kan være frygten for at få stjålet sin materielle rigdom, kultur eller andet. 


Det er et emne, der interesserer mig ufatteligt meget, måske fordi det er så langt fra den opfattelse jeg selv har af verdenen. Jeg ville kunne skrive side op og side ned om det, men dette bliver alt for mig på det område, i hvert fald for denne omgang :-)


Til de, der er blevet nysgerrige, kan jeg anbefale følgende tekster:
Tim Cresswell: In Place/Out of Place: Geography, Ideology and Transgression, Minneapolis: University of Minnesota Press 1996

Slavoj Žižek: “Enjoy Your Nation as Yourself?” I Tarrying with the Negative, Durham: Duke University Press 1993

mandag den 1. august 2016

Hvordan Anthropofil blev til..

Jeg oprettede Anthropofil for 6 mdr. siden. Før det, havde jeg aldrig drømt om at jeg skulle have en blog. Jeg læser rigtig mange blogs. Madblogs, modeblogs.. Og så sidste vinter, begyndte jeg at læse marketingblogs, fordi jeg kom i praktik på et reklamebureau.

Pludselig fik jeg så en idé om at vi selvfølgelig skulle lave en blogkampagne om kvindelige iværksættere. Det blev så første gang jeg skrev et blogindlæg. Jeg havde virkelig en idé om at det skulle være TOTALT fagligt velfunderet, så jeg bestilte to bæreposer fyldt med bøger hjem fra biblioteket for at komme i gang. Det skal ses i konteksten af at jeg havde afleveret speciale få måneder forinden og stadig troede at man ikke kunne skrive noget uden at have mindst 50 kilder.

Okay, nu overdriver jeg lidt. Men jeg stod vitterligt der med hænderne fulde af bøger og blev nødt til at få min veninde til at hjælpe mig med at bære dem da de skulle afleveres igen. På vej på biblioteket siger hun så til mig "Hvorfor starter du egentlig ikke din egen blog?" - og så tilføjer hun oven i købet "Du har sådan en god stemme".

Og her mente hun ikke mit toneleje, når jeg taler, men min måde at formulere svære emner på. Det synes jeg nu ikke helt jeg er enig i, men det lød da faktisk meget spændende. På daværende tidspunkt var min praktik ved at være slut. Jeg var arbejdsløs og manglede virkelig noget at lave, noget der gav mening for mig rent fagligt.

Så Anthropofil blev et medie, hvorigennem jeg kunne holde fast i min faglighed. Og nørde. Virkelig nørde!

Og så skete det, MEGET kort tid efter at Anthropofil var oprettet, fik jeg faktisk et job. Så der bliver ikke skrevet på bloggen så ofte som intentionen var i starten. Men jeg skriver når min motivation er der, og jeg gør det fordi jeg kan lide det.

Derfor bliver det aldrig en kommerciel blog. Helvede fryser til is, før I ser reklamebannere i toppen af min blog. Det er helt enkelt fordi bloggen handler om kærligheden til min faglighed. Det handler om at nørde mennesker.

Det er ikke nogen hardcore akademisk blog. Den handler om nysgerrigheden ved hverdagslivet og menneskers sameksistens. Det er noget, der kommer ALLE ved.

Og I virkeligheden kan antropologi handle om næsten alt, fordi det sociale og kulturelle er sådan en stor del af menneskelige liv. Det er ikke noget jeg finder på. Jeg har engang læst en antropologisk analyse af det sociale liv omkring en sodavandsautomat.

Det korte af det lange.. Min blog er et forsøg på at brede nysgerrigheden for det menneskelige sociale og kulturelle liv ud. Jeg vil være med til at udbrede kendskabet til hvad antropologien kan og hvorfor den vedkommer os alle. Det er noget jeg gør med mit arbejde, men også, med min blog, gør i fritiden. Jeg synes det er så vigtigt at flere mennesker får øjnene op for hvad antropologiske analyser kan bidrage med, for at forstå vores alle sammens sociale liv, handlinger og sammenstød lidt bedre.

mandag den 25. juli 2016

Pokémon Go: Krydsfeltet mellem den virkelige og den virtuelle verden


Alle har noget at sige om Pokémon Go disse dage, og måske er det uddebatteret. Jeg har dog lige nogle betragtninger, som jeg finder væsentlige. Det er ingen hemmelighed at jeg længe har interesseret mig for, når det virtuelle og det virkelige møder hinanden.

Pokémon Go, er et spil til mobiltelefonen. Det særlige er, at man bevæger sig rundt i den virkelige verden. Mobiltelefonens skærm forbinder den virtuelle og den virkelige verden, ved at placere pokémoner - altså fantasidyr - rundt omkring.

Du kigger på dit køkkenbord - ingenting. Du kigger igennem din mobiltelefons kamera på dit køkkenbord - Nu er der pludselig en pokémon! Pokemon Go's virtuelle virkelighed trækker, som så mange andre virtuelle virkeligheder, på den "virkelige virkelighed", men krydrer den med fantasielementer.

I stedet for at sidde derhjemme bag en computerskærm, tager man, som Pokémon Go-spiller den virtuelle verden med ud i de virkelige omgivelser og interagerer med dem. Dette kan give nogle sammenstød, som man ikke har været vant til, dengang den virtuelle verden var mere stationær. På de sociale medier skriver politiet specielle meddelelser henvendt til Pokémon Go-spillere, der maner til bedre opførsel i det offentlige rum. Det vil sige opførsel, der er i overensstemmelse med regler, der gælder i den virkelige verden. Altså lovgivningen.

Hele dette blogindlæg blev til, da jeg så et facebook-opslag med et billede af en kirkegård, hvor der på døren indtil kirkegården var et skilt, der henvendte sig til Pokemon Go-spillere. Her blev spillerne henvist til at respektere de døde ved ikke at spille på kirkegården. Som jeg ser det, er dette et udtryk for et sammenstød imellem den virtuelle og den virkelige verden.

Pokémon Go-spillere, der spiller på kirkegårde, går imod etiske og moralske regler, der eksisterer i den virkelige verden. En af de væsentlige årsager til disse sammenstød, kan være at de virtuelle verdener ikke indeholder nær så mange regler, som der eksisterer i den virkelige verden. Det moralkodeks, der eksisterer i den virkelige verden, stemmer ikke altid overens med moralkodekset i de virtuelle verdener. I en anden virtuel verden, World of Warcraft, er det ikke strafbart at slå ihjel. Der kommer ikke noget politi og arresterer dig. Dette er et væsentligt punkt, hvor, i hvert fald en  del, virtuelle verdener adskiller sig fra den virkelige verden.

Regler og retningslinjer er til for at styre menneskers adfærd, så der opstår mindst muligt kaos. Når mange mennesker lever op ad hinanden vil der formentlig opstå sammenstød på den ene eller den anden måde. Regler hjælper med at formindske disse sammenstød. Når de virtuelle verdeners regelløshed og den virkelige verdens regler møder hinanden opstår der sammenstød.

Som jeg ser det, er der tale om en helt ny problemstilling, som vi endnu ikke har nået at tilpasse os endnu. Måske kommer der flere regler i de virtuelle verdenener, måske overtrumfer den virkelige verden de virtuelle verdeners moralkodeks, eller mangel på samme, ved at lovgive sig ud af det. Eller måske bliver der mæglet imellem de to typer verdener. Det er i hvert fald spændende at følge.

tirsdag den 19. juli 2016

Vil vi virkelig opbygge robusthed mod hinanden?

Der er en ting jeg har tænkt rigtig meget på i løbet af min tid som jobsøger. Her er jeg ofte stødt på "robusthed" som kvalifikationskrav til stillinger. Det undrer mig, for jeg ser ikke følsomhed og sårbarhed som negative egenskaber. At være følsom hænger sammen med evnen til empati, forståelse og nærværende kommunikation, der, for mig at se, er vigtig, hvad end du arbejder som omsorgsperson, skal kommunikere med kunder eller noget helt tredje. Når man har med mennesker at gøre er det vigtigt at forstå disse mennesker og møde dem hvor de er. Robusthed handler, så vidt jeg forstår det, om at opbygge en form for skjold, der gør det nemmere for dig at have med mennesker at gøre, uden at lade dig påvirke af dem. Men hvorfor er det så farligt at lade sig påvirke? Hvis man har med sårbare mennesker at gøre og det påvirker dig følelsesmæssigt, gør det, for mig at se, dig bedre til at forstå disse mennesker.. det vil sige gøre dit arbejde bedre. Når man bliver vred, ked af det - altså påvirket følelsesmæssigt - kan det bruges til refleksion, der kan føre til udvikling og forbedret praksis. Hvorfor er vi så bange for at være menneskelige? Er det ikke netop menneskelighed, der er efterspurgt, når der tales om fx. mangel på varme hænder?

Fortæl mig gerne i en kommentar, hvad du forstår ved robusthed og hvad du mener om betoningen af dette ord i ansættelsesprocesser. Jeg vil så gerne høre, hvad I mener :-)


mandag den 6. juni 2016

Arbejdsidentitet: Going native eller Going naive?


I dag vil jeg skrive lidt om "occupational identities", altså idéen om at der er specifikke sociale identifikationer knyttet til individer i specifikke stillinger. Medarbejdere og ledere på en arbejdsplads har mulighed for, igennem fagsnakke, at forhandle identiteter associeret med kompetence. Du kan altså, ved at tale om noget, der knytter sig specifikt til dit fag:

1: Vise at du har kompetencer inden for området
2: Være med til at forhandle identiteten forbundet med dit erhverv

Igennem tale og handlinger er vi med til at definere hvad der kendetegner en person i et bestemt erhverv. "En sygeplejerske er sådan", "Sådan er en lærer", "En elektriker opfører sig sådan".. Det er alt sammen noget som vi producerer og reproducerer gennem implicitte forhandlinger. Ligeledes bygges en organisationskultur over tid, gennem gentagne interaktionsmønstre. Ledere og medarbejdere, der har været i virksomheden i lang tid, er igennem deres interaktioner med til at udvikle kulturen i organisationen. Nye medarbejdere bliver guidet af medarbejdere, der er "gammel i gårde". 

Prøv at tænk tilbage til da du startede på din arbejdsplads. Fik du at vide at "sådan er det her", "sådan plejer vi at gøre" eller lignende. Har du oplevet at nogen har prøvet at indføre noget nyt på din arbejdsplads og hvordan det blev taget i mod?

Som antropolog er jeg vant til at være den nye, der skal indføres og oplæres i den eksisterende kultur. Vi har fordelen af at være dumme og uvidende, der giver os et glimrende indblik i kulturen og interaktionsmønstrene på stedet. Der er en fin linje imellem at prøve at forstå kulturen og stille spørgsmålstegn ved den, som antropologer balancerer på. Et populært udtryk inden for antropologien er "going native", men i virkeligheden er vi vel egentlig "going naive" pga. vores uvidenhed om felten, når vi først møder den. Naiviteten er vores redskab til at lære felten at kende. Ligesom den er for en ny medarbejder på en arbejdsplads, der skal lære "hvordan man gør", altså lære organisationskulturen og arbejdsidentiteten at kende og påtage sig den.

Hvis du har lyst til at læse mere om identitet og kultur i arbejds- og organisationskontekster, så kan jeg anbefale "Identities in context" af Andrew McKinlay og Chris McVittie fra 2011. 

Nyd sommeren og nyd at sommerferien er lige om hjørnet, så du måske (eller måske ikke) kan lægge din arbejdsidentitet på hylden :-)



tirsdag den 24. maj 2016

Venskaber der bygger på drillerier

Som barn havde jeg en veninde, hvor vores venskab i flere år bestod i at vi sagde at vi var fjender. I stedet for at have en vennebog (som var enormt populære i 90'erne) ville vi fx. have en fjendebog, men i virkeligheden var det nok egentlig bare en undskyldning for at interagere med hinanden, på trods af at vi tilhørte forskellige sociale grupper eller kliker, som det jo så fint hedder i folkeskolen.

Ovenstående er en fjollet lille anekdote, men måske er den ikke så fjollet endda, for mange voksne mennesker bygger faktisk deres interaktioner på drillerier og en form for "opstillet fjendskab". I de traditionelle sømandstider i efterhånden gamle dage, eksisterede der et automatisk fjendskab mellem "dem på broen" (kaptajnen, navigatøren osv.) og dem "i maskinen" (1. mesteren, maskinchefen osv.), der gjorde hvad de kunne for at nedgøre og tale grimt om og til hinanden. Under mit feltarbejde har det vist sig at denne fejde er videreført til i dag - i hvert fald på facaden! For i praksis har "dem på broen" og "dem i maskinen", i takt med at de har fået meget mere med hinanden at gøre og faktisk ikke længere er fysisk adskilt under sejladser, fået et kollegialt og somme tider også venskabeligt forhold til hinanden. Man kan stadig opleve en navigatør og en maskinchef mundhugges, men jeg finder det ret tydeligt at det er opstillet og at der nok stikker venskab, snarere end fjendskab, under.

Jeg er vild med humor-teorier og Michael Jackson (Antropologen, ikke "the king of pop"!) er for mig en kær genganger, som jeg vender tilbage til så ofte jeg kan. Han skriver i "The politics of storytelling" fra 2013 om Kuranko-historier fra Sierra Leone. I Kuranko-historierne bruges humor til at nedbryde hierarkier og status. Måske kan denne anvendelse af humor sammenlignes med de lange traditioner for drillerier mellem de forskellige positioner på et skib. Her kan humor ses som et redskab til at nedbryde de hierarkier, der kan gøre det svært at trives socialt til søs.

Jeg vil sige at en humor med rod i den traditionelle opdeling af faggrupper på et skib, i dag anvendes som udgangspunkt for venskabelig interaktion. Lidt ligesom min barndomsveninde og jeg interagerede, når vi insisterede på at være fjender, selvom vi egentlig bare gerne ville lege sammen.

Her er min barndoms "fjende", der senere blev til en rigtig ven. Heldigvis lærte vi, som billedet viser, at udtrykke os på en lidt mere venlig måde overfor hinanden. Det her er den klassiske "trykke-hovedet-sammen"-gestus, som vi anvendte i vores spæde ungdom til at vise vores venskab på.

søndag den 3. april 2016

Fuld færgefart fremad..

Jeg lavede mit første stykke maskinmester-feltarbejde i går, og hu-hej for en oplevelse! Det foregik ombord på en færge og jeg fik lov til at komme med både ned i maskinrummet og op på "broen", hvor kaptajnen, navigatøren og maskinchefen sørger for at skibet bliver sejlet sikkert i havn.

Jeg har mødt nogle fantastiske mennesker, der brænder for deres arbejde, og som, ved at lukke mig ind og vise mig, hvordan de foretager deres arbejde, har givet mig et stort indblik i hvad det vil sige at arbejde på en færge. Jeg fulgte maskinmesteren rundt på hele turen fra havn til havn. Også når han kravlede ad små stiger i maskinrummet, for at tjekke at alt var som det skulle være. Så halsede jeg efter med tungen lige i munden, for ikke at komme til at glide i noget olie på vej ned af de smalle stiger.

Jeg har været indsmurt i olie, haft høreværn og gul vest på, og i den grad fået et indblik i et job, hvor kærlighed til skibet og det bogstaveligt talt at have fingrene i maskinen er det der driver gejsten, når man har en lang vagt. Det kribler i fingrene hos maskinmesteren for at skille tingene ad og være med nede i maskinrummet, hvor det hele foregår.

"Jeg har været indsmurt i olie, haft høreværn og gul vest på..."

En stor del af jobbet er dog også at være ledende og observerende, hvor maskinmesteren skal lære at lægge den praktiske del fra sig og stole på at andre gør det, hvilket jeg kan forstå kan være svært, når man virkelig brænder for at få det hele til at køre. Maskinmesteren på en færge har et enormt både sikkerhedsmæssigt ansvar, samt et ansvar for at sikre sig at færgen sejler til tiden og at der ikke bliver brugt unødvendige mængder ressourcer.

Jeg sluttede dagen af med et interessant interview med maskinmesteren, og en stor mængde indtryk fra en dag med masser af oplevelser og skumsprøjt.

Det at være maskinmester inden for det maritime erhverv bliver sjældnere og sjældnere, selvom opfattelsen af den "rigtige maskinmester" for mange, er én der arbejder i maskinrummet til søs. Den gamle danske film "Martha" afspejler for mange maskinmestre en nostalgisk kærlighed til det at arbejde til søs.

Jeg finder det interessant at mennesker kan få et nærmest kærlighedslignende forhold til en maskine eller til et skib, som i filmen Martha, hvor skibet med sangen "SS MARTHA, dejlige Martha" nærmest bliver personificeret. Jeg tænker at dette forhold må gøre det endnu sværere for maskinmestre at slippe søen og blive en landkrabbe.

lørdag den 26. marts 2016

Byen som den æstetiske kampplads




Jeg har længe haft lyst til at skrive noget om gadekunst og graffitti på bloggen. Nu er det oplagt, fordi jeg i går besøgte Aarhus Art Convention 2016 med en veninde. Mit indtryk af festivallen er et virvar af tatoverede mennesker i underbukser, spændende oplæg og den umiskendelige lugt af praymaling. Det mest interessante for mig, var at opleve kæmpestore vægmalerier blive til og få et indblik i processen. Det virker som om der er temmeligt langt fra det at snige sig hen til en offentlig bygning med rygsækken fuld af spraydåser og sætte sit tag, til at stå ved et kæmpe "lærred" og minutiøst bygge værket op med malertape, så ikke en eneste streg sidder tilfældigt. Det ser legende let ud, når en hættetrøjeklædt skikkelse bevæger sin spraydåse i det, der ligner et tilfældigt mønster, og der så dukker et fantastisk kunstværk op af skyen af maling. 

Det er selvfølgelig ikke kun det æstetiske, som jeg finder fascinerende ved gadekunst. For mig er gadekunst en kamp om retten til at bestemme over hvordan bybilledet skal se ud. Hele den diskussion synes jeg er enormt spændende. Hvem bestemmer hvad der er smukt? Hvem bestemmer hvordan en by skal tage sig ud? Er det byplanlæggeren, byrådet, den enkelte borger? 

Der er også noget fascinerende i at mange gadekunstnere knapt så rebelsk træder ind i gallerierne og bliver kommercielle. Og så alligevel er der måske et snert af demokrati, fordi idealet om at kunst er for alle, sagtens kan harmonere med kommercialiseret "gadekunst". Rundt omkring blomstrer små nye kunstgallerier op, der har en vision om at sælge kunst i en prisklasse, hvor de fleste kan være med. Jeg besøgte et galleri i går, der sælger "street art" og netop værner om denne værdi. Samtidig forsøger de at appellere til kommuner, med ønsket om at forskønne bybilledet med farver, former og figurer. På den måde opstår der nye samarbejdere mellem de forskellige aktører. Kommunen og gadekunstneren arbejder nu sammen og forhandler med hinanden om, hvordan byen skal se ud. Der sker således konstant en forhandling af hvad, der er god smag. Hvad der er det skønne. 

Det her indlæg kan måske ses som en kærlighederklæring til min by Aarhus. Jeg elsker mixet mellem ny-klassicistiske, monumentale bygninger og små farvesprøjt af vægmalerier, der pibler op rundt omkring i byen, og danner et unikt, æstetisk bybillede.

Gør dig selv en tjeneste at kig op, når du går rundt i din by. Er der smukke detaljer, du endnu ikke har opdaget? Og måske vigtigst af alt, reflekter over, hvad "skønhed" betyder for dig.







mandag den 29. februar 2016

Den manglende liminalfase..

Vi mennesker har det med at bruge ritualer til at opnå en glidende overgang mellem livets forskellige faser.

Livet som ægtefolk markeres med en fest (bryllup) præget af forskellige ritualer. Overgangen fra liv til død markeres oftest af et begravelsesritual. Disse overgange markeres forskelligt alt efter kultur. Her i Danmark, som i mange andre dele af den vestlige verden, markeres årsskiftet (nytår) med en fest og en mængde ritualer, der forbereder os på det at træde ind i et nyt år. Nogle hopper ned fra en stol, nogle popper champagne, nogle tænker over alt det de vil gøre anderledes i det nye år (nytårsforsæt).

En liminalfase er fasen mellem de to livsstadier. Det er et grænseland, hvor man forberedes på den kommende fase. Men hvad sker der når vi springer liminalfasen over?

Der er et livsstadie, der nemt kan overses. Nemlig overgangen til det lønnede fuldtidsarbejde. I Danmark har vi i dag en tradition for at man uddanner sig og derefter indgår som en del af arbejdsstyrken. Dette er en overgang mellem livsfaser, som man ofte ikke er forberedt på, når man går fra studerende til at skulle være en del af arbejdslivet.

Og så er der lige det der med at ikke alle får arbejde lige med det samme. Jeg var én af dem, der blev udklækket fra universitetet og pludselig fandt mig selv smidt ud af redden, totalt identitetsforvirret. For når man ikke længere er studerende og endnu ikke har et arbejde.. Hvad er man så? Man er i et grænseland. Kastet direkte ud, uden liminalfase og dermed også uden forberedelse på hvad det vil sige at være jobsøgende og hvilke tanker og følelser dette indebærer.

Derfor blev jeg så glad da jeg så arrangementet "Jorden kalder alle kandidatstuderende". Nu forberedes kandidatstuderende på livsfasen efter studiet. I beskrivelsen af arrangementer står der:

"Jo tættere du kommer på dit speciale, desto mere vil du være på din egen planet. Men der er et liv på den anden side af dit speciale. Et liv som du allerede nu skal forholde sig til, selvom det kan virke uoverskueligt".

Mange glemmer at man efter én fase træd ind i en ny, især når det gælder præcis denne overgang, som mange ikke bliver forberedt på. I overgangen mellem livsfaser er det nemlig traditionelt ikke individet selv, men f.eks. familie eller de ældste i stammen, der guider den pågældende person ind i liminalfasen og ud på den anden side.

Måske kan en blid overgang igennem et ritual eller en bedre forberedelse gøre dimittenderne klar til deres nye livsfase. En ny undersøgelse viser at det er de unge arbejdsløse, der slår sig hårdest på deres nye tilværelse. Dette synes jeg er tankevækkende.. Jeg tror ikke man skal undervurdere ritualers og liminalfasens værdi.



Her står jeg glad og træt sammen med min far i august 2015, som nyudklækket kandidat, totalt uvidende om den nye livsfase jeg lige er trådt ind i.

fredag den 19. februar 2016

Mobilitet og sømandens paradokser

Inden for antropologien har vi det med at undersøge kultur, identitet, selvforståelse, hverdagspraksis, eller hvad vi nu kigger på, ud fra geografisk afgrænsede områder. Men mennesker er mobile og har altid været det i en vis grad.

Mennesker påvirker hinanden og identiteter, selvforståelser og kulturelle praksisser eksisterer og opstår på tværs af territorielle grænser. Så hvordan taler vi om kultur og identitet, når disse ikke nødvendigvis knytter sig til et bestemt område?

Det er de fredagsrefleksioner jeg sidder med i øjeblikket, hvor mine tanker, ligesom dronningen, går til søens folk. Hvordan holder man fast i sin kulturelle identitet, når man ikke har fast grund under fødderne? Hvad sker der, når man er lukket inde i et fast afgrænset rum, midt ude på havet, som man ikke kan komme væk fra før om mange måneder? Hvordan påvirker sømandens vilkår hans selvforståelse?

Jeg synes det er et spændende paradoks at sømænd på samme tid opdager verden og indgår i kulturel udveksling, men samtidig måske er fastlåst i de samme gamle hierarkier på skibet, og befinder sig i en meget fastlåst position rent fysisk i lang tid, selvom skibet jo flytter sig. Der er mange interessante modsætningsforhold i sømandens leve- og arbejdsvilkår, som jeg aldrig har tænkt over før, men glæder mig til at undersøge nærmere.

Rigtig dejlig weekend til alle, der snuser med her. Måske kan I bruge weekenden til at tænke over hvordan det fysiske sted, I befinder jer i lige nu, påvirker jer som mennesker?


Til de læseglade er her lidt stof på emnet: 

Akhil Gupta og James Ferguson: “Beyond “Culture”: Space, Identity, and the Politics of Difference” i Antonius C. G. M. Robben og Jeffrey A. Sluka (red.): Ethnographic Fieldwork – An Anthropological Reader, 2. Udgave, Wiley-Blackwell 2012
 

mandag den 15. februar 2016

At stå fast midt i forandringen

I min stadigt meget spæde undersøgelse af maskinmesteridentitet, er det gået op for mig at ét af de helt centrale spørgsmål er: Hvordan kan man som faggruppe bevare en fast identitet, selvom fagets kompetencekrav og indhold ændrer sig? Maskinmestre er ikke længere blot tekniske problemløsere. I dag skal de kunne meget mere end det. De skal have gode ledelsesevner, være gode til at kommunikere, samtidig med at de besidder et højt niveau af teknisk kunnen. Alligevel virker det som om maskinmestre har en stærk forståelse af deres faglighed. De ved hvad det vil sige at være maskinmestre og de er stolte af det. Denne faglige stolthed, der måske hænger sammen med en høj efterspørgsel og lav ledighed, er virkelig spændende. Det glæder jeg mig til at undersøge noget mere.

Jeg kommer til at dykke noget mere ned i arbejdsidentitet og identiteter knyttet til det maritime erhverv i den næste uges tid. De næste par uger kommer dette emne nok helt naturligt til at fylde lidt på bloggen, da jeg kommer til at beskæftige mig med det på fuld tid, men jeg lover at det hele ikke kommer til at handle om maskinmestre. Så hæng på!

Lidt guf til de læselystne:
"Maskinmesteren - mere end en teknisk leder". Rapport fra maskinmestrenes forening, 2014.

torsdag den 11. februar 2016

Maskiner og mennesker

Jeg kan nu afsløre at jeg fra på mandag starter som antropolog i et undersøgelsesprojekt ved Fredericia maskinmesterskole, hvor jeg skal undersøge maskinmesteridentitet- og kultur! Det bliver så afsindigt spændende. Det er lige præcis det her jeg elsker ved at være antropolog: At bevæge mig ind på totalt ukendt territorium og tilegne mig mere og mere viden.

Allerede i går har jeg snuset lidt til maskinmesterverdenen og fået lov til at kigge lidt på nogle store maskiner, som jeg selvfølgelig overhovedet ikke kan huske hvad hedder. Det er altså ret fascinerende.

Jeg kunne allerede mærke i går, da jeg besøgte skolen for første gang, at der kommer til at opstå nogle spændende sammenstød mellem fagligheder i mødet mellem antropologien og maskinmesterprofessionen. Mødet mellem maskinmestrenes problemknusertænkning og antropologiens humanistiske undren og søgen, hvor processen er lige så meget værd som resultatet og der ikke findes ét endegyldigt facit bliver enormt interessant at være en del af. Det er jo næsten en form for eksperiment.

..Og så kan jeg fornemme at jeg kommer til at lægge ører til en del røverhistorier. Det bliver virkelig sjovt!


onsdag den 10. februar 2016

En lille teaser..

Dette indlæg bliver lynende kort, da jeg egentlig er på vej til et møde om et undersøgelsesprojekt, som jeg måske kommer til at spille en stor rolle i. Det handler om identitet og selvopfattelse, så stay tuned!

Jeg har dog lige en lille reklame.. for mig selv.. :-)
Det er nemlig sådan at jeg i efteråret var i praktik hos to seje damer, der for et år siden startede deres eget reklamebureau. I den forbindelse har jeg skrevet et lille indlæg om kvinder, arbejde og iværksætteri på deres blog: http://www.moreinmind.dk/blog/blog/its-a-mans-world/.

tirsdag den 9. februar 2016

En vaskeægte menneskeelsker..

Jeg valgte at blive antropolog, fordi jeg er fascineret af mennesker: Hvorfor er der noget der hedder "kø-kultur"? Hvorfor smiler vi? Hvordan interagerer vi med mennesker og ting omkring os? Den type spørgsmål er eksempler på daglige bidder af undren, som fylder mig, ikke kun som antropolog, men som menneske.

Det er en stor del af mig at stille spørgsmålstegn ved den måde vi mennesker gør tingene på. Jeg er fascineret af valg og handlinger, både på det mellemmenneskelige plan og på et større samfundsmæssigt plan. Traditioner, uskrevne regler, ritualer - Jeg elsker det!

De følgende blogindlæg vil således være fyldt med små undersøgende tekster, der belyser dele af det at være menneske. Jeg er især vild med emner som teknologi, intimitet, humor, menneskelige møder, fællesskaber, køn, seksualitet og krop. Smid gerne en kommentar, hvis der er noget, du synes kunne være fedt at jeg kastede mit nysgerrige blik på.