mandag den 25. juli 2016

Pokémon Go: Krydsfeltet mellem den virkelige og den virtuelle verden


Alle har noget at sige om Pokémon Go disse dage, og måske er det uddebatteret. Jeg har dog lige nogle betragtninger, som jeg finder væsentlige. Det er ingen hemmelighed at jeg længe har interesseret mig for, når det virtuelle og det virkelige møder hinanden.

Pokémon Go, er et spil til mobiltelefonen. Det særlige er, at man bevæger sig rundt i den virkelige verden. Mobiltelefonens skærm forbinder den virtuelle og den virkelige verden, ved at placere pokémoner - altså fantasidyr - rundt omkring.

Du kigger på dit køkkenbord - ingenting. Du kigger igennem din mobiltelefons kamera på dit køkkenbord - Nu er der pludselig en pokémon! Pokemon Go's virtuelle virkelighed trækker, som så mange andre virtuelle virkeligheder, på den "virkelige virkelighed", men krydrer den med fantasielementer.

I stedet for at sidde derhjemme bag en computerskærm, tager man, som Pokémon Go-spiller den virtuelle verden med ud i de virkelige omgivelser og interagerer med dem. Dette kan give nogle sammenstød, som man ikke har været vant til, dengang den virtuelle verden var mere stationær. På de sociale medier skriver politiet specielle meddelelser henvendt til Pokémon Go-spillere, der maner til bedre opførsel i det offentlige rum. Det vil sige opførsel, der er i overensstemmelse med regler, der gælder i den virkelige verden. Altså lovgivningen.

Hele dette blogindlæg blev til, da jeg så et facebook-opslag med et billede af en kirkegård, hvor der på døren indtil kirkegården var et skilt, der henvendte sig til Pokemon Go-spillere. Her blev spillerne henvist til at respektere de døde ved ikke at spille på kirkegården. Som jeg ser det, er dette et udtryk for et sammenstød imellem den virtuelle og den virkelige verden.

Pokémon Go-spillere, der spiller på kirkegårde, går imod etiske og moralske regler, der eksisterer i den virkelige verden. En af de væsentlige årsager til disse sammenstød, kan være at de virtuelle verdener ikke indeholder nær så mange regler, som der eksisterer i den virkelige verden. Det moralkodeks, der eksisterer i den virkelige verden, stemmer ikke altid overens med moralkodekset i de virtuelle verdener. I en anden virtuel verden, World of Warcraft, er det ikke strafbart at slå ihjel. Der kommer ikke noget politi og arresterer dig. Dette er et væsentligt punkt, hvor, i hvert fald en  del, virtuelle verdener adskiller sig fra den virkelige verden.

Regler og retningslinjer er til for at styre menneskers adfærd, så der opstår mindst muligt kaos. Når mange mennesker lever op ad hinanden vil der formentlig opstå sammenstød på den ene eller den anden måde. Regler hjælper med at formindske disse sammenstød. Når de virtuelle verdeners regelløshed og den virkelige verdens regler møder hinanden opstår der sammenstød.

Som jeg ser det, er der tale om en helt ny problemstilling, som vi endnu ikke har nået at tilpasse os endnu. Måske kommer der flere regler i de virtuelle verdenener, måske overtrumfer den virkelige verden de virtuelle verdeners moralkodeks, eller mangel på samme, ved at lovgive sig ud af det. Eller måske bliver der mæglet imellem de to typer verdener. Det er i hvert fald spændende at følge.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar