onsdag den 24. august 2016

At undersøge kultur og (arbejds)identitet

Bloggen her handler blandt andet om kulturanalyse. Men hvordan undersøger man egentlig kultur, når individer hverken er statiske eller mekaniske, men er i konstant bevægelse og agerer spontant og reflekterende? Individer reagerer og agerer ikke ens, men derfor kan der alligevel være tale om fælles forståelser og værdier, dvs. noget kulturelt specifikt.

Jeg vil sige at individer udlever og fortolker de fælles værdier, og når vi ser på HVORDAN individerne udlever og fortolker disse værdier, kan vi se om noget går igen. På den måde kan vi gå fra det individuelle til det fælles. Det er dét jeg gør i mit arbejde, når jeg taler med forskellige maskinmestre.

Jeg tager udgangspunkt i deres personlige oplevelser - det der er specifikt for deres arbejdsgange. Når jeg så sammenligner hvad de forskellige siger og gør, kan jeg se på hvad, der går igen og hvad der adskiller sig. På den måde er det muligt for mig at undersøge, hvorvidt der er noget kulturelt specifikt for maskinmestre.

Selvom det er en spredt faggruppe kan jeg se at JA, der er faktisk noget, der går igen i problemløsningen og håndteringen af arbejdsopgaver, og det er altså hos maskinmestre i vidt forskellige brancher. Jeg har fokus på professionel identitet, det vil sige den længerevarende transformation af en profession, der (måske eller måske ikke?) fører til en ændring i fagets selvforståelse, der selvfølgelig påvirker dem, der arbejder i det.




Dannelsen af en kollektiv professionsidentitet kan ske ved fælles deltagelse, altså ved at have fysisk med hinanden at gøre. Men hvad hvis maskinmestre på forskellige arbejdspladser aldrig mødes og videnudveksler? Hvordan kan der så opstå en fælles professionsidentitet?




Måske opstår identiteten på uddannelserne, måske opstår den gennem kulturel læring på arbejdspladser, hvor ældre maskinmestre er med til at videregive kulturen ved at vise og fortælle, hvad en maskinmester gør. Dette er et interessant område, der sagtens kan overføres til andre erhvervsgrupper. Det er dét faglige felt jeg professionelt er engageret i for øjeblikket og flere og flere spændende vinkler og problemstillinger bliver klart for mig, jo dybere jeg dykker ned.


Til videre læsning og fordybelse:

John Aggergaard Larsen: "Identiteten - dialog i forandring" i Kirsten Hastrups "Ind i verden", 2012

Tine Rask Eriksen: "Professionsidentitet i forandring - Komparativ perspektivering", Akademisk Forlag, 2005



Ingen kommentarer:

Send en kommentar