torsdag den 11. februar 2016

Maskiner og mennesker

Jeg kan nu afsløre at jeg fra på mandag starter som antropolog i et undersøgelsesprojekt ved Fredericia maskinmesterskole, hvor jeg skal undersøge maskinmesteridentitet- og kultur! Det bliver så afsindigt spændende. Det er lige præcis det her jeg elsker ved at være antropolog: At bevæge mig ind på totalt ukendt territorium og tilegne mig mere og mere viden.

Allerede i går har jeg snuset lidt til maskinmesterverdenen og fået lov til at kigge lidt på nogle store maskiner, som jeg selvfølgelig overhovedet ikke kan huske hvad hedder. Det er altså ret fascinerende.

Jeg kunne allerede mærke i går, da jeg besøgte skolen for første gang, at der kommer til at opstå nogle spændende sammenstød mellem fagligheder i mødet mellem antropologien og maskinmesterprofessionen. Mødet mellem maskinmestrenes problemknusertænkning og antropologiens humanistiske undren og søgen, hvor processen er lige så meget værd som resultatet og der ikke findes ét endegyldigt facit bliver enormt interessant at være en del af. Det er jo næsten en form for eksperiment.

..Og så kan jeg fornemme at jeg kommer til at lægge ører til en del røverhistorier. Det bliver virkelig sjovt!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar