Mobilitet og sømandens paradokser

Inden for antropologien har vi det med at undersøge kultur, identitet, selvforståelse, hverdagspraksis, eller hvad vi nu kigger på, ud fra geografisk afgrænsede områder. Men mennesker er mobile og har altid været det i en vis grad.

Mennesker påvirker hinanden og identiteter, selvforståelser og kulturelle praksisser eksisterer og opstår på tværs af territorielle grænser. Så hvordan taler vi om kultur og identitet, når disse ikke nødvendigvis knytter sig til et bestemt område?

Det er de fredagsrefleksioner jeg sidder med i øjeblikket, hvor mine tanker, ligesom dronningen, går til søens folk. Hvordan holder man fast i sin kulturelle identitet, når man ikke har fast grund under fødderne? Hvad sker der, når man er lukket inde i et fast afgrænset rum, midt ude på havet, som man ikke kan komme væk fra før om mange måneder? Hvordan påvirker sømandens vilkår hans selvforståelse?

Jeg synes det er et spændende paradoks at sømænd på samme tid opdager verden og indgår i kulturel udveksling, men samtidig måske er fastlåst i de samme gamle hierarkier på skibet, og befinder sig i en meget fastlåst position rent fysisk i lang tid, selvom skibet jo flytter sig. Der er mange interessante modsætningsforhold i sømandens leve- og arbejdsvilkår, som jeg aldrig har tænkt over før, men glæder mig til at undersøge nærmere.

Rigtig dejlig weekend til alle, der snuser med her. Måske kan I bruge weekenden til at tænke over hvordan det fysiske sted, I befinder jer i lige nu, påvirker jer som mennesker?


Til de læseglade er her lidt stof på emnet: 

Akhil Gupta og James Ferguson: “Beyond “Culture”: Space, Identity, and the Politics of Difference” i Antonius C. G. M. Robben og Jeffrey A. Sluka (red.): Ethnographic Fieldwork – An Anthropological Reader, 2. Udgave, Wiley-Blackwell 2012